12. – 19. maj 2017
Vandring i Spanien: Pyrenæerne og Baskerlandet El Camino – “Ny begyndelse”.
Tag med på 8 dages stemningsfuld vandring på El Camino Francés, den Franske Rute. Med afsæt i den gamle pilgrimsby St.-Jean-Pied-de-Port – beliggende i Frankrig ved foden af Pyrenæerne – er scenen sat til en vandring i særklasse.
Det er netop i St.-Jean-Pied-de-Port den Franske Rute tager sin begyndelse – og, måske det er den smukkeste og mest spektakulære del af Camino’en. Du følger Napoleonsruten over Pyrenæerne, kommer i nærkontakt med en kraftfuld natur, alt imens du krydser grænsen til Spanien. Stien snor sig gennem det frodige og grønne Baskerland, byder på unikke naturscenerier, mødet med den ene skønne by efter den anden, som perler på en snor. Forenet med indkvartering på pensioner og hoteller kan du se frem til en rejse hvor der er fokus på naturen, væren og livsglæden. Vandring i alt på 135 km.
Ny begyndelse
Det er NY begyndelse at starte ved ’indgangen’ og porten til den Franske Rute. El Camino betyder vejen. Vejen ad den gamle pilgrimssti, der siges, at gå under mælkevejen og hvis mål er Sankt Jacobs hellige by Santiago de Compostela. Indkvartering den første nat i hjertet af St.-Jean-Pied-de-Port, hvor forventningens glæde mætter atmosfæren. Du får dit pilgrimspas, gør dig klar til morgendagens pilgrimsfærd: En vandring i historiens vingesus og i sporet af de mange pilgrimme, der har gået her.
Pyrenæerne
Rammen er sat for en smuk og dramatisk vandring, når du bevæger dig hen over Pyrenæerne. Pilgrimsruten fører dig forbi frugtplantager og græsmarker siden gennem grønne bøgeskove mod grænsen i Spanien. Du nyder synet af græssende får, lyden fra dyrenes klokker. Når du går nedad, bjergtages du ved synet ud over dalen. Dernede kan du skimte klosteret Roncesvalles. Roncesvalles er den gamle klosterby, der gennem århundreder har modtaget pilgrimme. Her som alle aftener, nydes en typisk spansk pilgrimsmenu og vinen frembragt af de lokale druer. Livsglæden og humøret er i top.
Fra Roncesvalles fortsætter vandringen ad den gamle sti, der passerer to smukke bjergpas og gennem bøge- og egeskov med kig til blomsterenge. Bag dig: En fantastisk panoramaudsigt over landskabet – med Pyrenæerne i baggrunden. Du går over den gamle stenbro, der fører dig tørskoet over den rislende flod Arga – og, du ankommer til byen Zubiri. Indkvartering på godt hotel. Hver aften vil der være mulighed for at deltage i pilgrimsmesse.
Baskerlandet
Fra Zubiri følger du igen i sporet af de mange pilgrimme, over bakker beklædt med bøge- og fyrretræsskov. Siden i dalen med den brusende flod. I den større og meget charmerende by Pamplona, indkvartering i centrum. Det var her forfatteren Hemmingway fik inspirationen til flere af sine bøger. Det er en by, hvor du let begejstres!
Fra Pamplona går stien gennem det grønne landskab ad snoede stier og veje, på toppede brosten, over gamle broer på den gamle rute. Indkvartering i byerne Puente la Reina og Estella. I byen Los Arcos slutter pilgrimsfærden. Glæden og tilfredsheden over vellykket Camino vandring på 135 km – ja, den er stor! Glæd dig!
Personlig vandring
Dagsvandringerne er ca. 22 km. På denne vandring har du fordelen af at gå i et fællesskab samtidig med at du går ’din egen vandring’. Hele dagen er din egen i Naturens Katedral, med tid til ro og væren. Derfor finder du også dit eget sted, undervejs, hvor du spiser frokost. Du går i dit tempo og kommer frem, når det passer dig. Dagsdistancerne kan afkortes efter behov. På dagens vandring arbejder vi med meditationsord – temaer for pilgrimsvandring. Bagagen transporteres, men du har også mulighed for at bære den selv.
Pilgrimsvandring?
Der kan være mange bevæggrunde til at gå en pilgrimsvandring. Uanset motiv vil du komme hjem med sindet fyldt af skønne ydre og indre oplevelser. Den franske/spanske natur og dens fauna, frisk luft, kultur og en fornemmelse af historiens vingesus. Ruten går ad de samme stier og veje og passerer de samme kirker og byer, som fordums pilgrimme mødte på deres vandring. De indre oplevelser er et kapitel for sig selv. Alle der har gået turen, har fået ’noget’ med hjem. – Og, din fysiske og mentale formåen vil blive styrket. Men den største gave er nok oplevelsen af personlig frihed og fred!
Praktisk
12. – 19. maj 2017
Vandring i alt på 135 km.
Prisen er inklusiv
- Fly fra/til Kastrup lufthavn til Spanien
- Bustransport i Spanien
- Bagagetransport
- 7 nætter – indkvartering hotel/pension i delt dobbeltværelse
- Halvpension: Morgenmad og aftensmad
- Pilgrimspas, meditationsord m.m.
- Turleder Ann Bjerre
Egne udgifter
- Frokoster – drikkevarer
- Rejseforsikring
Pris
Pris kr. 12.950,-.
Ved tilmelding modtager du rejsebevis, pakkeliste, information om programmet. Depositum kr. 3.900,-.
Rejseplan
Information om afrejse med mere vil blive annonceret senere.